Udbud af tidligere vejareal ud for Vestergade 11-15 i Bogense

Udbudsbetingelser:

Nordfyns Kommune udbyder erhvervsgrund bestående af tidligere kommunevej (del af vejareal/buslomme) på ca. 421 m2 beliggende ud for Vestergade 11-15, 5400 Bogense ved REMA 1000 og Falck Station, til salg.

Arealet, som ikke er selvstændigt udstykket, udbydes med en prisidé på kr. 192.000 plus moms, med betingelse om, at køber afholder samtlige udgifter i forbindelse med handlen, og at køber ud over købesummen betaler alle kommunens dokumenterede udgifter til anlæg af nyt fortov, tilpasning/ændring af den resterende del af Vestergade, kørebane, overkørsler, vejbelysning, vejafvanding, vejafmærkning, skiltning mv.

Da grundstykket ikke er selvstændigt matrikuleret, skal det opmåles og udstykkes, herunder med indhentelse af Geodatastyrelsens godkendelse. Alle udgifter til matrikulært at få grundstykket overført til køber, herunder alle udgifter til landinspektørarbejder, overførelse af arealer, skøde eller andet adkomstdokument inkl. tinglysningsafgift, notering i tingbogen, gebyr til Kort- og Matrikelstyrelsen, opdatering af ejendomsregistre, sætning af nye skel mv. betales af køber.

Køber skal i samarbejde med sælger bearbejde og videreudvikle sit projekt for den fremtidige anvendelse og disponering af grundstykket, til et forslag til en byggeretsgivende lokalplan, hvis købers påtænkte anvendelse af grundstykket nødvendiggør dette. Køber er ansvarlig for udarbejdelse af forslag til lokalplan, og afholder udgiften hertil.

Viser det sig, at plangrundlaget ikke kan etableres af årsager, som ikke kan bebrejdes køber, er køber berettiget til at tilbageskøde grundstykket i samme stand som ved erhvervelsen til sælger, idet køber afholder samtlige hermed forbundne omkostninger, således at sælger friholdes for omkostninger. I tilfælde af sådan tilbageskødning, refunderes køber den erlagte købesum, som ikke forrentes.

De grundejere med flere, som er berørt af at den tidligere svingbane/buslomme i Vestergade er nedlagt som vejareal, skal fortsat have adgang til Vestergade fra deres ejendomme, butikker, virksomheder med mere ad eksisterende eller nye overkørsler, ad eksisterende eller nye private fællesveje, hvilket køber skal respektere.

Vejrettigheder til eventuelle nye private fællesveje skal sikres ved tinglysning. Køber skal foranledige og bekoste denne tinglysning.

Ledningsanlæg, som er berørt af nedlæggelsen af vejarealet og/eller af bortsalg af arealet, skal fortsat have ret til at ligge i og på de nedlagte vejarealer med tilhørende ret for ledningsejerne til at foretage drift, tilsyn- og vedligeholdelse af ledningsanlæg.

Berørte ledningsanlægs tilstedeværelsesret og ledningsejernes ret til drift, tilsyn og vedligeholdelse af ledningsanlæg skal sikres ved tinglysning af ledningsservitutter.

Køber skal således overtage de arealer med ledningsanlæg, der er i og på grundstykket, og køber skal foranledige og bekoste en tinglyst sikring af disse, samt tåle ledningsejernes fortsatte drift, tilsyn, vedligeholdelse mv.

Grundstykket er asfalteret/fortovsbelagt og dermed forurenet. Køber accepterer at overtage et nedlagt, forurenet og asfalteret areal, uden nedslag i købesummen eller anden kompensation.

Grundstykket overtages i den stand, hvori den er og forefindes og uden ansvar i nogen henseende for sælger, alene bortset fra adkomstmangler.

Køber er selv ansvarlig for at foretage eventuelle jordbundsundersøgelser og afholde udgifter hertil.

Sælger er uden ansvar i enhver henseende for eventuelle arkæologiske fund og forekomster på grundstykket.

De nærmere vilkår for købet fremgår af udkast til købsaftale, som indgår i udbudsmaterialet.

Byggegrunden kan overtages snarest muligt, når kommunen har godkendt handlen. Det bemærkes dog, at køber umiddelbart ikke kan bebygge grunden, før den er lokalplanlagt og udstykket.

Udbudsmateriale:

•Udkast til købsaftale

•Bilag 1: Oversigtstegning

•Bilag 2: VandCenterSyds udkast til deklararion om sikring af ledninger mv.

•Bilag 3: Lokalplan

•Bilag 4: Helhedsplan

•Udbudsbekendtgørelsen

•GDPR – opfyldelse af oplysningspligt

Afgivelse af bud:

Udbudsperiode løber fra 28. september 2026  til 20. oktober 2026  kl. 12.00.

Købstilbud afgives ved købers udfyldelse og underskrivelse af udkast til købsaftale, som indgår i udbudsmaterialet. Udfyldt og underskrevet udkast til købsaftale fremsendes af køber til Nordfyns Kommune på grundsalg@nordfynskommune.dk og skal være kommunen i hænde senest d. 20. oktober 2026 kl. 12.

Tilbuddet skal indeholde oplysninger om tilbudsgivers navn, CPR-nr. eller CVR-nr., adresse, telefonnummer, e-mailadresse og kontaktperson.

Salg sker efter udbudsbekendtgørelsen, BEK 396 af 03/03/2021, som indgår i udbudsmaterialet. Det fremgår blandt andet heraf, at kommunen ikke er forpligtet til at sælge til den udbudte pris, og at kommunen kan forkaste alle indkomne tilbud.

Arealet udbydes med en prisidé på kr. 192.000 plus moms. Tilbudsgiver er ikke afskåret fra at afgive et højere tilbud end den oplyste prisidé.

Der kan ske salg til en tilbudsgiver, der har afgivet tilbud efter fristen.

Åbning af tilbuddene er ikke offentlig.

Indgåelse af aftale:

Indkomne tilbud vil blive evalueret hurtigst muligt efter udløbet af tilbudsfristen. Nordfyns Kommune orienterer herefter samtlige tilbudsgivere samtidigt om resultatet af evalueringen af de indkommende tilbud samt udfaldet af udbudsforretningen.

Nordfyns Kommune er ved gennemførelse af nærværende udbudsprocedure ikke forpligtet til at indgå købsaftale, og Nordfyns Kommune forbeholder sig ret til at afvise eller afslå alle indkomne tilbud.

Meddelelse til den vindende tilbudsgiver om, at tilbudsgiverens tilbud er identificeret som det vindende tilbud, er ikke et løfte om at indgå købsaftale med tilbudsgiveren. Endelig og bindende aftale anses således ikke for indgået, før den betingede købsaftale er underskrevet ubetinget af begge parter.