Strandvejen, Aalborg
Aalborg Kommune udbyder en del af det offentlige vejareal, litra 7000if Aalborg Bygrunde, beliggende ved Strandvejen, 9000 Aalborg.
Arealet er ca. 500 m2.
Arealet sælges ubebygget og skal anvendes i overensstemmelse med gældende lokalplan.
Pris
Mindsteprisen er fastsat til kr. 250.000 ekskl. moms.
Købesummen skal ikke tillægges moms.
Budfrist
Tilbudsfristen er den 22. oktober 2026.
Arealet sælges på grundlag af indkomne acceptable købstilbud.
Købstilbud skal være skriftlige og angive et fast beløb.
Købstilbud modtages, indtil der er indgået aftale om salg.
Benyt “Indsend købstilbud” på grundsalg.aalborg.dk.
Kontaktoplysninger
For yderligere oplysninger om arealet, kan I kontakte: Kis Mørch på
tlf.: 2520 2065 eller mail: kis.moerch@aalborg.dk.
23.09.2026
2025-057469-22
Udbudsvilkår for del af vejareal ved Strandvejen, Aalborg
Indledning
Under forbehold af Aalborg Byråds godkendelse udbydes hermed del af vejareal litra 7000if Aalborg Bygrunde, beliggende ved Strandvejen 4, 9000 Aalborg.
./. Arealet er vist på vedlagte salgsrids af 23. oktober 2025 og er på ca. 500 m2.
Arealet skal opmåles nærmere af købers landinspektør.
Der opkræves for tiden ingen ejendomsskat, men efter salget vil der blive beregnet og opkrævet ejendomsskat på normal vis.
Arealet er ikke selvstændigt vurderet. Vurderingsansættelsen vil finde sted efter endt udstykning/arealoverførsel.
Sælger gør opmærksom på, at arealet først udstykkes efter indgåelse af aftale om salg, og at der derfor ikke kan tinglyses endeligt skøde, før udstykningen er godkendt hos Geodatastyrelsen.
Udstykning skal gennemføres af købers landinspektør umiddelbart efter aftalens indgåelse, og alle omkostninger forbundet hermed er sælger uvedkommende.
1. Betingelse
Aftale om salg er betinget af:
Aalborg Byråds godkendelse af handlen.
Geodatastyrelsens godkendelse af udstykningen
At arealet kan nedlægges som offentligt vejareal i henhold til reglerne i lov om offentlige veje §124, som nærmere beskrevet nedenfor under punkt 6.
2. Servitutter
Arealet sælges med de samme rettigheder og forpligtelser, hvormed den har tilhørt sælgeren, herunder eventuelle rettigheder og forpligtelser overfor grundejerforening og forsyningsselskaber.
Sælger oplyser, at der ligger flere utinglyste ledninger på arealet.
./. Ledningerne fremgår af vedlagte ledningspakke af 23.10.2025, som køber bedes orientere sig i.
Ønskes den fulde ledningspakke med link til LER fremsendt, kan denne rekvireres ved henvendelse til Jura, Teknik og Miljø, Aalborg Kommune.
Køber skal respektere eksisterende ledningsanlæg, og at der efter ønske fra ledningsejerne tinglyses deklarationer på arealet til sikring af ledningsanlæggene. Eventuelle udgifter til udarbejdelse og tinglysning af deklarationer til sikring af ledningsanlæg er sælger uvedkommende.
Købers landinspektør skal i forbindelse med udstykningen rette henvendelse til de enkelte ledningsejere og få afklaret, hvorvidt der skal tinglyses deklarationer til sikring af ledningsanlæggene.
Eventuel omlægning af ledningerne på arealet skal ske efter aftale med ledningsejerne. Udgifterne hertil er sælger uvedkommende.
I henhold til §127, stk. 3 i lov om offentlige veje kan ledningsejere ved nedlæggelse af vejarealer kræve, at kommunalbestyrelsen lader en ledningsdeklaration tinglyse på arealet. Ledningsejeren afholder udgifterne forbundet hermed.
Fjernvarmeledning
Aalborg Varme A/S har en vital fjernvarmeledning beliggende i salgsarealet. Ledningstraceet er forbundet fra Nordkraft og forsyner det meste af Aalborg Midtby.
Køber skal tåle, at den pågældende fjernvarmeledning sikres ved tinglysning i forbindelse med salget.
Erstatning for fravigelse af gæsteprincippet tilfalder sælger.
./. Udkast til deklaration og rids er vedlagt som bilag.
Aalborg Varme A/S og Aalborg Kommune indgik i 2020 aftale om tinglysning af ledningstrace for fjernvarmeledning på matriklerne beliggende på hver side af Strandvejen 4, matr.nr. 1359n Aalborg Bygrunde.
./. Tinglyst deklaration og rids er vedhæftet salgsvilkåret.
Regnvandsledning
Aalborg Kloak A/S har en regnvandsledning beliggende i den østlige del af salgsarealet. Regnvandsledningen anvendes til afledning af regnvand fra Strandvejen 4 og salgsarealet.
Aalborg Kloak A/S og Aalborg Kommune indgik i 2021 aftale om tinglysning af ledningstrace for regnvandsledning på nabomatriklen matr.nr. 1359u Aalborg Bygrunde.
Tinglyst deklaration og rids er vedhæftet salgsvilkåret.
3. Grundarealet samt jordbundsforhold
Arealet sælges ubebygget, således som det er og forefindes, inkl. evt. faste anlæg, befæstelse, beplantning mv. og overtages af køber i enhver henseende, således som det er og forefindes og som beset af køber - uden ansvar for sælger for såvel synlige som eventuelle skjulte fejl og mangler samt grundens beskaffenhed, herunder jordbundsforhold og bæreevne.
Sælgeren er ikke bekendt med arealets jordbundsforhold og bæreevne og opfordrer køberen til for egen regning at lade jordbundsforholdene undersøge før afgivelse af tilbud.
Køberen kan ikke fremsætte krav af nogen art overfor sælger, herunder krav om afslag i købesummen, eller gøre noget ansvar gældende, i anledning af jordbundsforholdene på arealet – ej heller såfremt det viser sig, at jordbundsforholdene nødvendiggør ekstra fundering eller pilotering.
Inden konkret byggeprojekt på arealet projekteres og iværksættes, bør behovet for supplerende geotekniske undersøgelser vurderes.
Vandforsyningsplanlægning
Såfremt der findes ubenyttede boringer/brønde på arealet, er den nye ejer forpligtet til at sørge for, at de sløjfes i henhold til bekendtgørelse nr. 1260 af den 28. oktober 2013 om ”udførelse og sløjfning af boringer og brønde på land” af en autoriseret brøndborer med A-bevis, samt at sløjfningen indberettes til GEUS.
Eventuel fremtidig vandforsyning skal ske til Aalborg Forsyning.
4. Forurening
Forureningskortlægning
Sælger oplyser, at arealet ikke er kortlagt i henhold til Jordforureningsloven, eller med i Region Nordjyllands database over forurenede eller muligt forurenede ejendomme.
Områdeklassificering
Arealet er beliggende i et område klassificeret som lettere forurenet jord efter Jordforureningslovens §50a. Reglerne indebærer, at arealet som udgangspunkt betragtes som lettere forurenet, således at flytning af jord fra arealet forudgående skal anmeldes til Teknik og Miljø, og samtidig skal jorden analyseres.
Hvis arealet ændrer anvendelsen til bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads, skal ejer eller bruger sikre, at det øverste 50 cm. Jordlag af den ubebyggede del af arealet ikke er forurenet eller, at der er etableret en varig fast belægning (jordforureningslovens §72b, stk. 2).
Nærmere oplysninger om områdeklassificeringen for arealet og fremgangsmåden ved anmeldelse af jordflytning mv. kan indhentes hos Teknik og Miljø, se Jordflytning og jordforurening - Aalborg Kommune.
Øvrig forurening
Arealet udgør del af det offentlige vejareal, og sælger er ikke bekendt med vejarealets forureningstilstand.
Sælger fralægger sig på denne baggrund ethvert ansvar for enhver form for jordforurening, og køber accepterer således ikke at kunne fremsætte krav af nogen art i anledning heraf.
Køber kan endvidere ikke fremsætte krav som følge af udgifter forbundet med anmeldelse og dokumentation i forbindelse med jordflytning fra vejarealet, jf. bekendtgørelse om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord (BEK nr. 1452 af 7.12.2015).
Sælger fralægger sig tillige ethvert ansvar for alle indirekte tab som følge af enhver forurening på vejarealet, herunder tab som følge af eventuel forsinkelse af byggeri på grund af iværksættelse af eventuel oprensning eller andre afværgeforanstaltninger før eller under byggeriets gennemførelse. En sådan mulig risiko bør imødegås i forbindelse med udarbejdelse af projekt og udbudsmateriale for det forberedte byggeri.
5. Planforhold
Arealet er omfattet af kommuneplan 1.1.C2 - ”Havnefronten” samt lokalplan 10-073 - ”Jomfru Ane Parken, Aalborg” og skal bebygges og benyttes i overensstemmelse hermed.
Arealet er omfattet af lokalplanens delområde A og reserveret til rekreativt område jf. lokalplanens pkt. 7.1.
Arealet er en del af Limfjordskilen (Grønne og rekreative interesser i kommuneplanen) og havnefrontens værdifulde rekreative område med både visuel og fysisk sammenhæng til de rekreative områder mod øst og vest. Området skal altid være offentligt tilgængeligt.
Områdets indretning med store beplantede bede i belægningen, og de åbne forbindelser mod øst og vest skal bevares.
Se øvrige bebyggelsesregulerende bestemmelser i lokalplanen.
Herudover henvises til kommuneplanens og lokalplanens øvrige bestemmelser.
./. Køberen erklærer at være bekendt med bestemmelserne i kommuneplanen 1.1.C2 - ”Havnefronten” og lokalplanen 10-073 ”Jomfru Ane Parken, Aalborg”. Begge planer er vedlagt som bilag.
Køberen skal holde sig orienteret omkring den til enhver tid gældende planlægning for grundsalgsarealet og nærmeste omgivelser.
6. Vejnedlæggelse
Vejmyndigheden indleder procedure i henhold til lov om offentlige veje § 124 med henblik på nedlæggelse af arealet som offentligt vejareal. Dette indbefatter bl.a. følgende sagsbehandlingsskridt:
Partshøring af tilgrænsende ejendomme
Offentlighedsfase på 8 uger
Forelæggelse af sagen for Aalborg byråd til afgørelse
Efterfølgende frist for klageadgang til Vejdirektoratet (4 uger)
Den samlede sagsbehandlingstid må forventes af udgøre minimum 24 uger. Den anslåede sagsbehandlingstid er under forudsætning af, at afgørelsen ikke påklages til Vejdirektoratet.
Aftale om salg af arealet er således betinget af endelig godkendelse af nedlæggelse af arealet som offentligt vejareal i henhold til lov om offentlige veje og Geodatastyrelsens godkendelse af udstykningen og arealoverførslen.
7. Overtagelse
Overtagelsesdagen fastsættes ved nærmere aftale efter der er sket nedlæggelse af arealet som offentligt vejareal. I tilfælde af, at der ikke kan opnås enighed om overtagelsesdag, vil sælger fastsætte en overtagelsesdag. Sælger vil tage hensyn til det videre forløb, herunder hvornår eventuelle betingelser forventes opfyldt, samt så vidt muligt købers ønsker.
Med overtagelsesdagen som skæringsdag udarbejdes sædvanlig skæringsopgørelse, hvis saldo betales kontant ved påkrav.
Fra overtagelsesdagen henligger arealet for køberens regning og risiko i enhver henseende.
8. Offentlig gæld
Sælgeren erklærer, at der ikke påhviler arealet nogen gæld vedrørende allerede udførte anlæg til vej, fortov, gadebelysning, kloak eller rensningsanlæg. Hvad der senere måtte blive pålagt arealet, er sælgeren uvedkommende også for så vidt angår foranstaltninger, der allerede måtte være planlagt eller påbegyndt, men det er ikke sælgeren bekendt, at der er aktuelle planer, udførte arbejder eller afsagte kendelser vedrørende sådanne anlæg.
Eventuel gæld, der afvikles gennem et fast bidrag eller er pålagt forbruget af vand, el eller fjernvarme, betales af køberen fra skæringsdagen.
9. Byggemodning
Ud over købesummen skal køberen selv betale samtlige tilslutningsafgifter og -bidrag til el, vand, varme, kloak og lignende.
Køberen skal selv afholde evt. udgifter til intern byggemodning på arealet.
Kloakering
Arealet ligger indenfor spildevandsplanens kloakopland i et område, der er separatkloakeret med afledning til et fællesprivat spildevandsanlæg.
10. Forsyning
Køber skal selv afholde alle udgifter i forbindelse med tilslutning til diverse forsyningsselskaber.
Oplysninger om tilslutningsafgifter og muligheder herfor fås ved henvendelse til de pågældende forsyningsselskaber.
El: N1 A/S
Edison Park 1
6715 Esbjerg N
Vand: Aalborg Vand A/S
Norbis Park 100
9310 Vodskov
Varme: Aalborg Varme A/S
Norbis Park 100
9310 Vodskov
Kloak: Aalborg Kloak A/S
Norbis Park 100
9310 Vodskov
11. Tinglysning af servitutter i forbindelse med handlen
Med respekt af allerede påhvilende tinglyste byrder tinglyses samtidig med overdragelsen følgende bestemmelser som servitutstiftende for nuværende og fremtidige ejere og bruger af ejendommen, samt parceller udstykket herfra forud for al pantegæld og med Aalborg Byråd som påtaleberettiget:
Deklaration om offentlighedens adgang til salgsarealet
Offentligheden har ret til færdsel og ophold på arealet indenfor delområde A i lokalplanen, der er reserveret til rekreativt område.
Køber skal respektere, at der i forbindelse med salget vil blive tinglyst servitut om offentlig adgang til salgsarealet.
./. Deklaration om offentlighedens adgang er vedlagt som bilag.
Udgifterne hertil påhviler køber.
Deklaration om bevaring af beplantning
Områdets indretning med store beplantede bede i belægningen, og de åbne forbindelser mod øst og vest skal bevares.
Køber skal respektere, at der i forbindelse med salget vil blive tinglyst servitut om bevaring af beplantning.
./. Deklaration om bevaring af beplantning er vedlagt som bilag.
Udgifterne hertil påhviler køber.
Deklaration om tillægsbetaling ved ændret anvendelse
Mindsteprisen er fastsat under forudsætning af, at det solgte areal ikke bebygges, ligesom det solgte areal ikke kan medregnes ved beregning af bebyggelsesprocent på tilgrænsende arealer.
Der vil i forbindelse med salg af arealet blive tinglyst en deklaration, der fastsætter en tillægspris i forbindelse med en udnyttelse af byggeretten.
Såfremt arealet senere planlægges til andet formål eller såfremt arealet skal indgå ved beregning af bebyggelsesprocent på tilgrænsende ejendomme, skal der betales en tillægskøbesum pr. etagemeter bebyggelse beregnet i henhold til den til enhver tid gældende byggelovgivning kontant til Aalborg Kommune som sælger. Dette beløb forfalder til kontant betaling ved udstedelse af byggetilladelse. Tillægskøbesummen for byggeretten på arealerne skal fastsættes af 2 uvildige, sagkyndige statsaut. ejendomsmæglere (valuarer), som udpeges af Dansk Ejendomsmæglerforening. Tillægskøbesummen fastsættes som gennemsnittet af ejendomsmæglernes vurderinger af prisen for byggeretten. Udgifterne til mæglervurderingerne deles ligeligt mellem den til enhver tid værende ejer af salgsarealet og sælger (Aalborg Kommune).
Udgifterne til tinglysning påhviler køber.
12. Afgivelse af købstilbud
Arealet er offentligt udbudt til salg ved annoncering i overensstemmelse med bekendtgørelse om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme.
Denne skrivelse skal betragtes som en opfordring til at fremkomme med bindende skriftligt pristilbud om køb af arealet på de angivne vilkår.
Der skal afgives et kontant tilbud om køb af arealet. Eventuelle finansieringsomkostninger skal afholdes af køberen alene.
Købstilbud skal være skriftlige og skal angives med et præcist beløb. Der kan således ikke afgives tilbud med variable beløb, som f.eks. ”højeste bud + x kr.”.
Mindsteprisen for arealet er fastsat til 500,00 kr. ekskl. moms pr. m2, i alt 250.000,00 kr. ekskl. Moms.
Købesummen skal ikke tillægges moms, jf. notat af 17. juni 2026 om momsmæssige overvejelser.
./. Notatet er vedlagt som bilag.
I det omfang SKAT - mod forventning – måtte træffe afgørelse om, at overdragelsen er momspligtig, påhviler det køber at betale det supplerende momsbeløb, uden at køber i den forbindelse kan rette noget krav mod kommunen.
Sælger er indforstået med, at køber på egen foranledning kan vælge at påklage en eventuel afgørelse vedrørende momsbeløbet eller indbringe sagen for domstolene. Tilsvarende kan køber på egen foranledning vælge at få momsspørgsmålet afklaret ved et bindende svar fra SKAT. Køber afholder i alle tilfælde samtlige omkostninger forbundet hermed.
Købesummen skal betales kontant senest pr. overtagelsesdagen.
Købesummen forrentes fra forfaldstidspunktet og indtil betaling sker med sædvanlig morarentesats, for tiden 9,75 % p.a.
Tilbudsfristen er den 22. oktober 2026.
Tilbudsfristen skal forstås som at arealet efter denne dato, som udgangspunkt vil blive solgt til højestbydende snarest muligt. Dog kan der afgives bud efter tilbudsfristens udløb, og indtil endelig aftale er indgået.
Aalborg Kommune er ikke forpligtet til at sælge arealet, men kan forkaste samtlige tilbud eller søge at opnå overbud.
Snarest efter tilbudsfristens udløb tager Aalborg Kommune stilling til de afgivne tilbud og meddeler foreløbig accept eller afslag eller søger at opnå overbud.
Efter byrådets godkendelse af aftalen, vil udfærdigelse af skøde og udstykning blive iværksat.
Sådan afgiver du købstilbud
Ved afgivelse af købstilbud skal du anvende selvbetjeningsløsningen "Indsend købstilbud på en grund/ejendom", som du finder under "Fold alle ud".
Når der afgives købstilbud, vil du/I modtage en kvitteringsmail på dit/jeres købstilbud i din/jeres digitale postkasse. Hvis kvitteringsmail ikke modtages, er afgivelse af købstilbud ikke foretaget korrekt.
Vær opmærksom på at undervejs i afgivelse af købstilbuddet, skal du/I indtaste MitID flere gange.
Aalborg Kommune modtager kun købstilbud gennem selvbetjeningsløsningen. Købstilbud indsendt til Aalborg Kommune pr. brev eller mail tages ikke i betragtning.
13. Omkostninger
Udstykningen gennemføres af købers landinspektør i den matrikulære sag, da der er tale om et vejareal/umatrikuleret areal.
Køber afholder alle omkostninger til landinspektør ifm. udstykningen samt eventuelt efterfølgende arealoverførsel samt udgifter forbundet med omlægning af ledninger.
Sælger udfærdiger og ekspederer skøde.
For denne ydelse betaler køber til sælger kr. 2.032,- inkl. moms. Derudover afholder køber alle omkostninger til skødets værdiafgift, fast tinglysningsgebyr samt tinglysningsafgift for tinglysning af servitutter i forbindelse med handlen, jf. punkt 11. Disse udgifter opkræves af sælger samtidig med opkrævning af købesummen.
Købers eventuelle udgifter til advokatbistand er sælger uvedkommende.
· Ledningspakke af 23. oktober 2025
· Udkast til deklaration og rids vedr. fjernvarmeledning
· Tinglyst deklaration og rids fra 2020
· Tinglyst deklaration og rids fra 2021
· Kommuneplan 1.1.C2 - ”Havnefronten”
· Lokalplanen 10-073 ”Jomfru Ane Parken, Aalborg”
· Deklaration om offentlig adgang
Kontakt os endelig ved spørgsmål.
Du kan skrive sikkert til Aalborg Kommunes grundsalg via NemID
Aalborg Kommune beskytter dine data, når du skriver til kommunen via grundsalgssiden. Læs her hvordan.
For at afgive et købstilbud på en eller flere grunde i Aalborg kommune, skal du gennemføre denne selvbetjeningsløsning
Når der afgives købstilbud, vil du/I modtage en kvitteringsmail på dit/jeres købstilbud i din/jeres e-boks. Hvis kvitteringsmail ikke modtages, er afgivelse af købstilbud ikke foretaget korrekt.
Vær opmærksom på at undervejs i afgivelse af købstilbuddet, skal du/I indtaste MitID flere gange.