Peter Anthonisens Vej, Skagen
Nu udbydes et areal på ca. 31.000 m2 til salg. Arealet kan benyttes til erhvervsformål. Der kan kun bydes på dele af arealet.
Læs mere om dette og øvrige vilkår i salgsmaterialet.
Arealet udbydes til salg i en udbudsrunde, hvor du skal aflevere købstilbud senest onsdag den 25. januar 2023 kl. 12.00.
Sammen med købstilbud skal tilbudsgivere aflevere skitseforslag og/eller beskrivelse af projektet.
Sælger forbeholder sig ret til at fordele arealerne imellem de indkomne købstilbud.
Læs salgsmateriale nedenfor:
- Klik her og find salgsmateriale
- Klik her og find tilbudsblanket
- Klik her for at se lokalplan
- Klik her for at se rettelsesbrev
Har du spørgsmål, kontakt Center for Teknik og Miljø:
Gitte Nielsen
Tlf.: 98 45 50 21/98 45 50 22
Udbuddet omfatter dele af matrikelnumrene 115a, 117a og 123a Skagen Markjorder, i alt cirka 31.000 m2.
Det udbudte areal er vist med grønt på vedlagte luftfoto af 8. december 2022.
Et kommende regnvandsbassin er vist med rødt X.
Der kan kun bydes på dele af arealet. Som udgangspunkt skal en tilbudsgiver angive, om tilbudsgiver ønsker
en grund i delområde 1 eller 2, som vist på vedlagte kortbilag B fra lokalplanen. Alternativt kan tilbudsgiver
angive, at beliggenheden er underordnet.
Sælger forbeholder sig ret til at fordele arealerne imellem de indkomne købstilbud.
Der gøres opmærksom på, at hver enkelt grund skal have adgang direkte til Peter Anthonisens Vej.
Grundene udbydes på pris og projekt.
Sælger vil ved udvælgelse af købere lægge vægt på, at der ved salget udstykkes flest mulige grunde, da
sælger ønsker den bredest mulige erhvervsudvikling i området. Desuden vil sælger lægge vægt på, hvem
der afgiver det højeste købstilbud, samt projekt.
Projektet skal i sin funktion bidrage til visionen om at skabe et attraktivt og levende erhvervsområde, der
fremmer erhvervsinteresser for området.
Byggeriets placering gør, at der stilles krav til byggeriets arkitektoniske udtryk, og at der skal være en
sammenhæng mellem det tungere industriområde mod nord og boligområdet mod syd. Dette skal blandt
andet sikres gennem højder samt materiale- og farvevalg.
Mindsteprisen er 35 kr. pr. m2 + moms = 43,75 kr. pr. m2 inklusiv moms.
Læs mere i afsnittet ”Vil du købe en grund”.
Størrelsen på en grund skal være mindst 1.500 m2.
Lokalplan SKA.E.05.03.01 gælder for området.
Det udbudte areal er i lokalplanen inddelt i 2 delområder og fremgår af lokalplanens kortbilag B. Heraf fremgår, at delområde 1 er til virksomheder i virksomhedsklasse 1-3, og delområde 2 er til virksomheder i virksomhedsklasse 1-4.
Lokalplanområdet må anvendes til erhvervsformål i form af kontor- og serviceerhverv, let industri og håndværk, transport- og logistikvirksomheder, tekniske anlæg og lignende.
- Eksempler på anvendelse inden for området kan blandt andet være følgende: Håndværkervirksomheder (tømrer/murer/maler med mere)
- Automekaniker
- Handels-/internetvirksomhed
- Lagerhal med og uden administration
- Øvrige lignende virksomheder inden for virksomhedsklasse 1-4
I lokalplanområdet må der til produktionsvirksomheder etableres salg af egne produkter svarende til højst 10 % af den enkelte virksomheds bruttoetageareal. Det samlede bruttoetageareal til salgsområde må højst udgøre 300 m2 pr. virksomhed, og det skal have selvstændig indgang og være tydeligt afgrænset fra den øvrige del af virksomheden. Der må ikke være kundeadgang til den øvrige del af virksomheden. Salg af biler i forbindelse med et autoværksted anses ikke som værende salg af egenproducerede varer.
Vejadgang
Vejadgang til erhvervsområdet kan kun ske via Peter Anthonisens Vej som vist på lokalplanens kortbilag B, og der gøres opmærksom på, at hver enkelt grund skal have adgang direkte til Peter Anthonisens Vej.
Peter Anthonisens Vej er offentlig vej. Ifølge lokalplanen kan der ikke etableres sideveje til Bøjlevejen. Der reserveres areal til bassinet på arealet, der er markeret med rødt X på vedlagte luftfoto.
Plantning af trærække mod Bøjlevejen
Der gøres opmærksom på, at ny bebyggelse ifølge lokalplanen ikke må tages i brug, før der er anlagt en trærække mod Bøjlevejen som nævnt i lokalplanens §7.4 og vist på kortbilag B. Det er køber, der sørger for, at trærækken anlægges, og køber der afholder udgifterne til dette.
Ledninger
Ledningsoplysning (LER) er vedlagt som bilag.
Hvidegrøften
På grund A, matrikelnummer 123a, ligger Hvidegrøften, der er et rørlagt, offentligt vandløb. Hvidegrøften er vist med blå streg på lokalplanens kortbilag B. Arealet med vandløbet sælges som en del af erhvervsjorden, og køber skal acceptere, at vandløbet bibeholdes det pågældende sted, og at der eventuelt tinglyses servitut om dette.
Det er besluttet, at vandløbet skal åbnes, hvilket køber skal acceptere. Der er dog ikke fastsat nogen tidsplan for, hvornår dette skal ske, men når det sker, skal køber tillade, at arbejdet udføres, og at det til enhver tid gældende regulativ for Hvidegrøft Å respekteres. Bygninger, bygværker, faste hegn og lignende anlæg af blivende art må ikke uden byrådets tilladelse etableres nærmere end 8 meter fra øverste vandløbskant, når dette åbnes op og 8 meter fra rørledningens midte, så længe åen er rørlagt.
Servitutter
Der henvises til ejendommens blad i tingbogen. Tingbogsattest af 21. september 2022 er vedlagt som bilag.
Forurening
Der henvises til vedhæftede 3 jordforureningsattester fra Region Nordjylland af 19. december 2022. Af attest for matrikelnummer 123a, hvoraf det fremgår, at der tidligere har været et autoværksted på matriklen. Ejendommen indgår i regionens database over lokaliteter, der skal vurderes efter jordforureningsloven.
I henhold til vedlagte kortlægning af tjærepladser for fiskegarn i Skagen Kommune/Nordjyllands Amt af november 1999 fremgår, at matrikelnummer 123a tidligere har været anvendt til tjæreplads.
Som det fremgår af vedlagte brev af 13. december 2022 fra Region Nordjylland, vurderer regionen dog, at der ikke har været tjæreplads på ejendommen, og at den derfor ikke kortlægges efter jordforureningsloven. Det fremgår dog stadig af attesten, at der ikke er taget stilling.
Har du spørgsmål til dette, kan du kontakte regionen og høre om sagen.
Kontaktoplysninger til Regionen:
Morten Mønnike-Hald
tlf. 21 30 42 82
mail: mom@rn.dk
Tidligere anvendelse
Der har ifølge vedlagte luftfoto fra 1954 været opført bygning(er) på matrikelnummer 123a. Derudover er der sælger bekendt ikke affald eller andre skadelige stoffer eller andre skjulte rester af en tidligere anvendelse som f.eks. veje, brønde, byggeri eller andet. Såfremt der på arealerne alligevel måtte forekomme skjulte rester af den tidligere anvendelse, har køber intet krav på erstatning fra sælger i denne anledning.
Byggetilladelse og byggepligt
Byggeri på en grund skal være afsluttet senest 2 år efter overtagelsesdatoen. Overholder køber ikke fristen, skal køber tilbyde og eventuelt tilbageskøde grunden til sælger jævnfør punkt 7,1 i vedlagte generelle salgsbetingelser.
Byggearbejdet må ikke påbegyndes, inden der er givet byggetilladelse.
Reservation
Det er ikke muligt at reservere areal i udbudsperioden.
Forsyning
Ud over grundprisen skal køber betale tilslutningsbidrag svarende til forsyningsselskabernes til enhver tid gældende takster og regler. Tilslutningssted anvises af forsyningsselskaberne.
Køber betaler tilslutningsbidrag efter opkrævning fra forsyningsvirksomhederne.
El
Køber betaler tilslutningsbidrag til Nord Energi Net A/S
Tlf.: 99 24 56 56
Mail: info@nordenergi.dk
www.nordenergi.dk
Varme
Området er udlagt til naturgas
Kontakt Evida for yderligere spørgsmål
Tlf.: 77 89 90 00
Mail: driftviborg@evida.dk
www.Evida.dk
Kloak
Der skal ske tilslutning til offentlig kloak
Kontakt Frederikshavn Forsyning for yderligere oplysninger
Frederikshavn Forsyning A/S:
Tlf.: 98 29 90 00
Mail: kundeservice@forsyningen.dk
www.forsyningen.dk
Vand
Vand leveres fra Frederikshavn Vand A/S.
Tlf.: 98 29 90 00
Mail: kundeservice@forsyningen.dk
www.forsyningen.dk/vand
Vil du købe en grund
Købstilbud skal indgives på den særlige tilbudsblanket, der ligger på kommunens hjemmeside. Købstilbud afleveres som beskrevet nedenfor senest onsdag den 25. januar 2023 kl. 12.
Tilbudsgivere skal aflevere følgende:
- Skitseforslag og/eller beskrivelse af projektet
- Tilbudsblanket med købesum
På tilbudsblanketten skal tilbudsgiver angive en købesum pr. m2 eksklusiv moms for den enkelte grund. Endvidere skal tilbudsgiver anføre, hvor stor en grund denne ønsker at købe, og i hvilket delområde grunden gerne skal ligge, jævnfør lokalplanens kortbilag B, der er vedlagt. Alternativt kan tilbudsgiver angive, at beliggenheden er underordnet.
Købstilbuddet skal være et præcist beløb pr. m2 eksklusiv moms og uden forbehold. Købstilbud, der indeholder forbehold eller en kontantpris på andre vilkår end anført i udbudsmaterialet, kan sælger vælge at forkaste som ukonditionsmæssige.
Arealet udbydes efter Bekendtgørelse nr. 396 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme.
Købstilbud skal sendes pr. mail til grunde@frederikshavn.dk
Eller afleveres i lukket kuvert mærket: ”Købstilbud Peter Anthonisens Vej – må ikke åbnes” til:
Frederikshavn Kommune
Rådhuset
Borgerservice
Rådhus Allé 100
9900 Frederikshavn
Det er tilbudsgivers ansvar, at købstilbud er rettidigt fremme.
Accept af købstilbud og udvælgelse af køber
Sælger vil ved udvælgelse af købere lægge vægt på, at der ved salget udstykkes flest mulige grunde, da sælger ønsker den bredest mulige erhvervsudvikling i området. Desuden vil sælger lægge vægt på, hvem der afgiver det højeste købstilbud, samt projekt.
Modtager sælger flere købstilbud på et areal, kan sælger søge overbud blandt tilbudsgiverne på dette areal for at opnå markedsprisen. Modtager sælger et købstilbud efter den fastsatte frist, som ikke blot ubetydeligt overstiger (eller på anden måde er bedre end) det højeste (eller på anden måde bedste) rettidigt indkomne tilbud, vil sælger
være forpligtet til at forkaste de indkomne tilbud. Der skal derefter foretages nyt udbud, hvis sælger fortsat vil afhænde arealet.
Sælger forbeholder sig ret til at fordele arealerne imellem de indkomne købstilbud. Arealet sælges med forbehold for byrådets godkendelse.
Sælger er ikke forpligtet til at sælge det udbudte areal, men kan forkaste samtlige købstilbud.
Overtagelsesdato
Overtagelsesdatoen sættes til den 1. i måneden efter, at Frederikshavn Byråd har godkendt at ville sælge areal til køber, eller efter nærmere aftale mellem parterne.
Spørgsmål
Spørgsmål til udbudsmaterialet rettes til:
Gitte Nielsen på tlf. 98 45 50 21
Spørgsmål om arealets anvendelse kan kun ske skriftligt til mail-adressen: grunde@frederikshavn.dk
Generelle betingelser for kommunens salg af fast ejendom af 1. juni 2021 gælder. Betingelserne er vedlagt som bilag nederst på siden her.
Der gøres særligt opmærksom på betingelsernes stk. 2 og 3 om bundforhold og forurening.
Bundforhold: Køber har ret til – og opfordres til – at gennemføre nødvendige jordbundsundersøgelser inden 4 uger efter købers underskrift af købsaftalen.
Forurening: Køber har ret til at træde tilbage fra handlen senest 4 uger efter overtagelsesdatoen, såfremt det viser sig, at det er et myndighedskrav, at der skal ske hel eller delvis oprensning til den efter gældende plangrundlag lovelige anvendelse af ejendommen.
Øvrige vilkår om dette fremgår af vedlagte generelle betingelser.
Bilag:
1. Udkast til købsaftale - side 8
2. Luftfoto, hvor det samlede areal er vist med grønt - side 10
3. Kortbilag B til lokalplanen - side 11
4. Lokalplan SKA.E.05.03.01 dateret august 2022 kan ses her
5. Tingbogsattest af 21. september 2022 - side 12
6. 3 jordforureningsattester af 19. december 2022 - side 21
7. Region Nordjyllands brev af 13. december 2022 - side 24
8. 2 sider om tidligere tjæreplads på 123a, Niras november 1999 - side 25
9. Frederikshavn Spildevands brev af 19. januar 2022 - side 27
10. Luftfoto fra 1954 - side 29
11. Ledningsoplysninger - side 30
12. Generelle salgsbetingelser af 1. juni 2021 - finder du nederst på siden her
13. Tilbudsblanket
Salgsbetingelserne gælder for salg af såvel bygninger som bebyggede og ubebyggede grunde/arealer. I det efterfølgende er anvendt betegnelsen ”ejendom” uanset, hvilken type der er tale om.
Salget sker i henhold til Bekendtgørelse 396 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af fast ejendom.
Indhold
- Ejendommen og købers overtagelse af denne
- Bundforhold
- Forurening
- Fortidsminder
- Renholdelse med mere af ubebygget ejendom
- Servitutter med videre
- Tinglysning af servitutter og tilbageskødning
- Kabler, rør, ledninger, dræn, rørlagte vandløb og grøfter
- Betalingsbetingelser
- Købers økonomiske forpligtelser udover købesummen
- Betingelser for handlens gennemførelse
- Omkostninger
- Øvrige forhold
Bilag 1: Definition af ekstrafundering
1. Ejendommen og købers overtagelse af denne
Ejendommen overtages af køber med alt rette tilhørende og tilliggende, herunder eventuelle hegn, beplantning med mere, som denne er beset af køber.
Ejendommen overdrages med de samme rettigheder, byrder og forpligtelser, hvormed den har tilhørt sælger. Køber er bekendt med ejendommens skel. Kan køber ikke finde skelpæle, skal køber senest 14 dage efter overtagelsesdatoen meddele dette til sælger, som da vil sørge for, at skelpæle sættes. Køber kan ikke efterfølgende stille krav om dette, hvis nævnte frist er overskredet.
Ejendommen henligger for købers regning og risiko fra overtagelsesdatoen at regne. Overtagelsesdatoen er tillige skæringsdag for ejendommens indtægter og udgifter, herunder for skatter og afgifter.
2. Bundforhold
Sælger er ikke bekendt med forhold vedrørende jordbund eller forekomst af fortidsminder, herunder bygningsrester, forsyningsledninger og dræn, der ikke er i brug eller lignende, der ikke er nævnt i salgsmaterialet med bilag. Hvis der alligevel måtte forekomme skjulte rester af den tidligere anvendelse, har køber intet krav på erstatning fra sælger i den henseende. Sælger er uden ansvar for ejendommens bæreevne i forbindelse med byggeri. Jordbundsforhold har ikke været undersøgt, medmindre dette fremgår af salgsmaterialet for ejendommen.
Køber har ret til – og opfordres til – at gennemføre nødvendige jordbundsundersøgelser inden 4 uger efter købers underskrift af købsaftalen. Hvis jordbundsundersøgelserne dokumenterer, at der vil være udgifter til ekstrafundering (se bilag 1), der overstiger 20 % af købesummen, dog mindst 50.000 kr. inklusive moms, kan køber træde tilbage fra handlen, hvis dette ønskes på baggrund af jordbundsforholdene. I så fald har køber pligt til at aflevere ejendommen, som den var ved aftalens indgåelse.
Udgifter til ovenstående påhviler køber.
Hvis køber ikke inden fristens udløb har benyttet sig af sin ret til at træde tilbage fra handlen på grund af jordbundsforholdene, kan køber ikke senere gøre indsigelse gældende på grund af jordbundsforholdene.
3. Forurening
Sælger er ikke bekendt med forhold vedrørende forurening, der ikke er nævnt i salgsmaterialet med bilag, og som vil være væsentligt bebyrdende for køber. Jordforureningsloven indeholder en bestemmelse om, at al jord i byzone er klassificeret som lettere forurenet.
Sælger er ikke bekendt med, om der på ejendommen findes kemikalier eller andre forurenende stoffer, der kan medføre krav fra miljømyndighederne om foretagelse af afhjælpende foranstaltninger. Ejendommen er ikke registreret som affaldsdepot og heller ikke kortlagt efter lov om forurenet jord.
Sælger bærer ikke ansvaret for en eventuel senere konstateret forurening. Køber kan således ikke hæve handlen, rejse erstatningskrav eller kræve forholdsmæssigt afslag i købesummen, hvis det viser sig, at ejendommen er forurenet.
Køber har dog ret til at træde tilbage fra handlen senest 4 uger efter overtagelsesdatoen, hvis det viser sig, at det er et myndighedskrav, at der skal ske hel eller delvis oprensning til den efter gældende plangrundlag lovlige anvendelse af ejendommen. Ingen af parterne kan i den anledning rejse krav mod den anden part. Træder køber tilbage fra handlen, har køber pligt til at aflevere ejendommen, som den var ved aftalens indgåelse.
Tilbagekøbsprisen er den samme, som køber betalte for ejendommen og uden rentetillæg. Sælger godtgør betalte tilslutningsbidrag. Købers eventuelle udgifter til skatter, hegn, ledninger, udstykning, tinglysning med videre godtgøres ikke. En eventuel udgift til tilbageskødning afholdes af køber.
Ligger ejendommen i et område, der er klassificeret som lettere forurenet (områdeklassificeret), gælder købers ret til at træde tilbage fra handlen senest 4 uger efter overtagelsesdatoen ikke, hvis der kun er tale om lettere forurenet jord (områdeklassificeret).
4. Fortidsminder
Køber er underlagt en grundejers forpligtelser i henhold til Museumslovens §§ 23-29 om indhentelse af en udtalelse om risikoen for ødelæggelse af fortidsminder under byggeri.
Sælger har intet kendskab til fortidsminder eller andre arkæologiske forhold på ejendommen, medmindre dette er beskrevet i salgsmaterialet. Ejendommen overdrages således uden ansvar for sælger af nogen art vedrørende sådanne forhold.
5. Renholdelse med mere af ubebygget ejendom
Blandt andet med henblik på at begrænse gener for omkringboende erklærer køber sig indforstået med, så længe købers ejendom ikke er bebygget, at sikre mod sandflugt, holde den ryddelig og fri for ukrudt, ligesom eventuel græsbevoksning skal slås jævnligt.
6. Servitutter med videre
For så vidt angår servitutter med videre, henvises til ejendommens blad i tingbogen. Køber har som en del af salgsmaterialet fået udleveret udskrift af den elektroniske tingbog. Sælger påtager sig ikke ansvaret for rigtigheden af oplysningerne deri.
Køber skal respektere de servitutter, der påhviler ejendommen.
Sælger fraskriver sig ethvert ansvar for, at der måtte være utinglyste rettigheder og byrder for eksempel i form af vej-, færdsels- og hævdrettigheder og lignende, helt eller delvist over ejendommen, idet sælger i øvrigt ikke er bekendt hermed.
7. Tinglysning af servitutter og tilbageskødning
Følgende bestemmelser tinglyses servitutstiftende forud for pantegæld:
1)
”Så længe grunden ikke er bebygget, må den ikke sælges videre uden først at være tilbudt Frederikshavn Kommune.
Hvis en bebyggelse ikke er afsluttet inden 2 år fra overtagelsesdatoen, og køber ikke inden samme frist har afleveret færdigmelding til kommunen, har køber således pligt til at tilbyde og eventuelt tilbageskøde grunden til Frederikshavn Kommune.
I begge tilfælde til samme købesum, som køber har betalt for grunden, uden rentetillæg og uden godtgørelse for afholdte udgifter, herunder skatter, hegn, ledninger med videre. Køber skal desuden afholde Frederikshavn Kommunes omkostninger ved det oprindelige salg og ved tilbageskødningen. Frederikshavn Kommune vil desuden være berettiget til i tilbagekøbsprisen at modregne eventuelle udgifter, der måtte være nødvendige for at bringe grunden i en tilstand svarende til dennes tilstand ved købet.
Køberen har ret og, på kommunens begæring, pligt til for egen regning og inden for en af kommunen fastsat frist at fjerne eventuelle bygninger eller dele heraf.
Ved ubebygget stand forstås, at der på grunden ikke findes et færdigbygget hus, hvorpå der af ejeren er indgivet færdigmelding til Frederikshavn Kommune, og byggeriet er godkendt af Frederikshavn Kommune.
Hvad angår parcelhusgrunde, kan nærværende servitut aflyses, når byggeriet er fuldført, og der foreligger ibrugtagningstilladelse i de tilfælde, hvor en sådan kræves. Servitutten kan desuden aflyses, hvis en ubebygget grund er blevet tilbudt Frederikshavn Kommune, og kommunen ikke ønsker at købe grunden tilbage.
Hvad angår erhvervsgrunde, må dele af grunden ikke sælges videre i ubebygget stand uden, at køber først har tilbudt Frederikshavn Kommune at købe grunden tilbage. Ønsker kommunen ikke at købe tilbage på dette tidspunkt, kan servitutten aflyses på den del af grunden, der ønskes solgt. Servitutten kan aflyses i sin helhed, når en grund er bebygget og ikke kan udstykkes i yderligere grunde, der selvstændigt kan bebygges.
Påtaleberettiget er Frederikshavn Kommune.”
2)
Grænser ejendommen op til kommunale ejendomme, skal følgende servitut tinglyses.
”Hegning mod ejendomme tilhørende Frederikshavn Kommune påhviler alene ejendommen i de tilfælde, hvor ejeren ønsker hegning, eller hvor der ud fra den brug der gøres af ejendommen, rejses hjemlet krav om indhegning.
Udgiften til hegning og dets fremtidige vedligeholdelse påhviler alene ejendommen, herunder bekæmpelse af bevoksning langs hegnet på begge sider.
Påtaleberettiget er Frederikshavn Kommune.”
Følgende vilkår gælder, hvis sælger ønsker at købe en grund tilbage:
- Tilbagekøbsprisen er den samme, som køber betalte for grunden og uden rentetillæg
- Køber betaler sælgers afholdte udgifter ved handlen og tilbageskødningen
- Købers eventuelle udgifter til skatter, hegn, ledninger med videre godtgøres ikke
- Sælger godtgør betalte tilslutningsbidrag
- Sælger foretager et fradrag på 10 % af købesummen inden tilbagebetaling til køber
- Vilkårene gælder, uanset om byggefristen er udløbet eller ej
8. Kabler, rør, ledninger, dræn, rørlagte vandløb og grøfter
Sælger er ikke bekendt med forhold vedrørende kabler, rør, ledninger, dræn, rørlagte vandløb og grøfter, der ikke er nævnt i salgsmaterialet med bilag. Hvis der alligevel måtte forekomme sådanne, har køber intet krav mod sælger i den henseende.
Køber har ansvaret for, at alle rør, kabler og ledninger i græsrabatter, vejarealer med videre til forsyning med el, vand, varme, kloak, telefon og lignende ikke beskadiges i forbindelse med købers råden over ejendommen. Hvis disse beskadiges, afholder køber alle udgifter til udbedring.
Køber overtager dræn, vandløb og grøfter i den stand, de er og forefindes ved overtagelsen. Ren- og vedligeholdelse påhviler køber. Ændringer ved grøfternes placering og dimensioner skal godkendes af vandløbsmyndigheden.
Nødvendige omlægninger af detail- og hoveddræn og rørlagte vandløb udføres og betales af køber. Omlægningsprojekter skal godkendes af vandløbsmyndigheden.
Hvis køber ved byggearbejderne overskærer eksisterende, fungerende, gennemgående drænledninger eller rørlagte vandløb, skal disse atter forbindes (eventuelt ved omlægning uden om bygninger), alt efter nærmere aftale med kommunen.
9. Betalingsbetingelser
Ved afgivelse af købstilbud skal der vedlægges en skriftlig erklæring fra tilbudsgivers pengeinstitut om, at budsummen er til rådighed.
Købesummen betales kontant pr. overtagelsesdatoen. Ved forsinkelse med betalingen forrentes den kontante betaling fra overtagelsesdatoen, og til betaling sker, med en årlig rente svarende til rentelovens bestemmelser.
Ved manglende betaling betragtes købsaftalen som misligholdt, og sælger har ret til at annullere handlen.
Skal ejendommen udstykkes, reguleres købesummen i overensstemmelse med endelig arealfastsættelse efter udstykningens godkendelse.
10. Købers økonomiske forpligtelser udover købesummen
Udover købesummen betaler køber:
- Alle tilslutningsbidrag til forsyningsvirksomhederne svarende til de til enhver tid gældende takster, vedtægter eller lignende. Køber betaler bidragene pr. overtagelsesdatoen eller efter opkrævning fra forsyningsvirksomhederne.
- Alle forsyningsledninger fra anvist tilslutningssted. Tilslutningssted anvises af forsyningsselskaberne.
- Overkørsel over fortov, græsrabat eller lignende. Er der tale om overkørsel til offentlig vej, må en sådan kun anlægges af Frederikshavn Kommunes vejvæsen. Arbejdet udføres efter nærmere aftale mellem parterne. Er der tale om overkørsel til privat vej, skal køber anlægge overkørslen.
11. Betingelser for handlens gennemførelse
Skøde og servitutter om byggepligt og hegn udarbejdes og tinglyses af købers advokat. Køber forpligter sig til at underskrive skøde og servitutter og sende disse til sælger senest 4 uger efter, at køber har modtaget den underskrevne købsaftale fra sælger.
Skal der ske udstykning eller arealoverførsel, forpligter køber sig til at igangsætte den matrikulære sag senest 4 uger efter, at køber har modtaget den underskrevne købsaftale fra sælger.
Hvis skøde, servitutter eller den matrikulære sag er mangelfuld, eller det ikke foreligger til den ovennævnte frist, er sælger berettiget til, efter forudgående varsel på 8 dage, at iværksætte udarbejdelse for købers regning eller at annullere handlen og disponere frit over ejendommen uden nogen form for ansvar. I givet fald skal påløbne omkostninger betales af køber.
12. Omkostninger
Omkostninger ved udarbejdelse af dokumenter nævnt i punkt 11 samt tinglysning og eventuel senere aflysning af disse betales af køber. Derudover betaler hver part omkostninger til egen rådgiver.
Skal der ske udstykning eller arealoverførsel, betaler køber alle omkostninger herved.
Refusionsopgørelse udarbejdes og betales af køber.
13. Øvrige forhold
I øvrigt henvises til salgsmaterialet for ejendommen. Nærværende salgsbetingelser gælder i det omfang, der ikke i salgsmaterialet for den konkrete ejendom er nævnt andet. Er der uoverensstemmelse mellem salgsmaterialet og betingelserne, er det salgsmaterialet for ejendommen, der gælder.
Er der tale om salg af en ejendom til boligformål, har køber fortrydelsesret ifølge den til enhver tid gældende lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom.
Køber betaler ejendomsskatter fra og med overtagelsesdatoen. Beløbet indgår i refusionsopgørelsen.
Kan grunden bebygges, må byggeri først påbegyndes, når byggetilladelse er udstedt. Køber er bekendt med, at byggetilladelse først kan udstedes, når købesummen for grunden er betalt.
Det er ikke tilladt for køber, dennes entreprenør, håndværker eller lignende at anvende ubebyggede nabogrunde, veje eller fællesarealer til opbevaring af byggematerialer, jord eller lignende i forbindelse med byggeri. Konstaterer sælger, at køber har anvendt ovenstående, vil eventuelle skader blive udbedret for købers regning.
Bilag 1: Definition af ekstrafundering
Normal fundering er defineret ved, at overside af bæredygtige jordlag (OSBL) under fundamenter er beliggende maksimalt 0,9 m under terræn og bæredygtigt afrømningsniveau (AFRN) for terrændæk er beliggende maksimalt 0,5 m under terræn. Dybder er i forhold til eksisterende terræn på købstidspunktet inden eventuel terrænregulering. Hvis bæredygtige jordlag er beliggende dybere end førnævnte dybder, er der tale om ekstrafundering.
Nedenstående eksempler er ikke udtømmende.
Eksempler på ekstrafundering:
- Dyb fundering (fundamenter føres mere end 0,9 m under terræn til OSBL)
- Sandpude (uegnet fyldjord erstattes med sundt komprimeret sandfyld inden udførelse af terrændæk og fundamenter)
- Brøndfundering (punktvise borede dybe fundamenter, der bærer bygningens gulve og fundamentsbjælker)
- Pilotering (nedrammede betonpæle, der bærer bygningens gulve og fundamentsbjælker)
Eksempler på arbejdsydelser, der ikke betragtes som ekstrafundering:
- Udarbejdelse af geoteknisk undersøgelsesrapport og geoteknisk inspektion af udgravning.
- Udgravning og tilfyldning i forbindelse med udjævning af eksisterende planum ved kuperet terræn (terrænregulering).
- Dybe fundamenter, som følge af nære og dybt beliggende nabokonstruktioner eller ledninger i jord.
- Dræning (omfangsdræn og stikdræn).
- Funderingsarbejder for udvendige ledninger, belægninger, garager, carporte og lignende uanset bæredygtighed af jordlag.
Eksempler på arbejdsydelser, der betragtes som ekstrafundering:
- Ekstra udgravning (fra 0,9 m under terræn til OSBL for fundamenter og fra 0,5 m under terræn til AFRN under gulve).
- Bortkørsel af ekstra opgravet jord. Deponeringsudgifter for den ekstra opgravede jord svarende til at jorden i byzone er lettere forurenet. Ved forekomst af forurenet jord gælder bestemmelserne i punkt 3 ligeledes for den ekstra opgravede jordmængde.
- Ekstra omkostninger til materialer og til udførelse af konstruktioner direkte afledt af ekstrafunderingen (selvbærende gulvkonstruktioner og fundamentsbjælker med armeringsmængder udover 0,2 % af betontværsnittet i gulve henholdsvis i top og i bund af fundamenter).
- Indbygning af sandpude.
- Boring af brøndfundamenter.
- Pilotering (pæle, anstilling og afrigning af rambuk, ramning og kapning af pæle, evt. nødvendige supplerende jordbundsundersøgelser).
- Rådgiverhonorar i forbindelse med dimensionering af ekstrafundering.