Principper for grundsalg

Salg af byggegrunde i Nordfyns Kommune

Salg af kommunens byggegrunde er reguleret af særlige regler, som bl.a. bestemmer:

  • at kommunen skal udbyde alle grunde i mindst 14 dage mindst 1 gang om året,
  • at kommunen skal sælge grunde til markedspris (dvs. den højest opnåelige pris),
  • at kommunen ikke er forpligtet til at sælge til den mindstepris, som er fastsat i salgsmaterialet,
  • at kommunen kan forkaste alle de bud, der kommer ind på en grund.

Det er Kommunalbestyrelsen, der beslutter, hvad grundene skal koste. Priserne bliver normalt fastsat en gang om året, typisk i december. Inden nye boligområder udbydes til salg, så undersøger kommunen grundenes markedsværdi, evt. i samarbejde med en ejendomsmægler.

Udbud af grunde

I januar måned sender kommunen alle ledige grunde i offentligt udbud i en periode på mindst 14 dage. I udbudsperioden kan du kun afgive købstilbud. Du kan altså ikke reservere eller købe grunde til mindsteprisen.

Købstilbuddet skal være modtaget af kommunen senest når udbudsfristen på mindst 14 dage udløber.

Når udbudsperioden er overstået åbner og registrerer kommunen alle indkomne købstilbud. Alle købstilbud håndteres fortroligt, og åbningen af købstilbud er ikke offentlig.

Herefter sælger kommunen grunden til højestbydende ved at sende en bekræftelse via digital post.
Du må gerne byde en højere pris end den mindstepris, der står i udbudsmaterialet. Hvis du byder mindre end mindsteprisen, kommer dit bud ikke i betragtning.

Sådan byder du på en grund

Hvis du vil byde på en parcelhusgrund, skal du bruge en særlig blanket på kommunens side for grundsalg.

Du finder købstilbudsblanket, salgsbetingelser og bilag ved at klikke på den udstykning, du er interesseret i. Har du problemer med at finde eller bruge blanketten, kan du kontakte kommunens grundsalgsmedarbejder på tlf. 64 82 81 87 / grundsalg@nordfynskommune.dk.

Du skal skrive dit købstilbud som et fast beløb i danske kroner. Tilbuddet må ikke være betinget, eller på anden måde gjort afhængig af andre bud.

Når du afgiver et tilbud, accepterer du:

  • at have haft mulighed for at besigtige og godkende grunden
  • at have læst og godkendt vilkårene i salgsbetingelserne
  • at have læst vilkårene for fortrydelsesret.

Grundene sælges kun mod kontant betaling, og købesummen skal indbetales til den bankkonto, der står i salgsbetingelserne.

Kommunen betaler udgifterne til tinglysning af skøde. Hver part afholder omkostninger til egen advokat/rådgiver.

Overtagelse af grunde

Overtagelsesdagen på parcelhusgrunde må maksimalt være 3 måneder fra den dato, hvor købstilbuddet sendes til kommunen. Hvis udstykning og byggemodning ikke er færdige indenfor 3 måneder, så aftales der en længere overtagelse.

Salg af resterende grunde

De grunde, som ikke er solgt i udbudsperioden på mindst 14 dage, kan herefter sælges til mindstepriserne. Salget sker efter ”først-til-mølle” princippet.

Modtager kommunen flere tilbud på samme grund samme arbejdsdag, er det den køber, der afgiver det første købstilbud, som har købt grunden.

Kommunen bekræfter købstilbud sendt til grundsalg@nordfynskommune.dk i kraft af et autosvar. Autosvaret er din dokumentation for, at vi har modtaget dit købstilbud. Bekræftelsen er betinget af, at købstilbuddet opfylder alle betingelserne i autosvaret.

Reservation af resterende grunde

Det er muligt at reservere resterende parcelhusgrunde i en måned ad gangen, hvis de ikke er solgt.

Modtager kommunen et købstilbud på en reserveret grund, så giver kommunen dem, der har grunden reserveret, 3 hverdage til at sende et købstilbud. Når fristen udløber, sælger kommunen grunden til højestbydende. Er der efter budrunden flere med samme højeste bud, afholdes der en supplerende budrunde. Er der fortsat flere med samme højeste bud, bliver der trukket lod imellem dem.

Du kan læse mere om kommunens reservationsregler på kommunens hjemmeside, hvor det også muligt at reservere en parcelhusgrund via kommunes selvbetjeningsløsning.

Fortrydelsesret

Køb af parcelhusgrunde kan fortrydes indenfor 6 hverdage fra aftalen er indgået, hvis kommunen får skriftlig besked.

6-dages fristen regnes fra den dag, hvor kommunen skriftligt bekræfter, at grunden er solgt. Ved beregning af fristen medregnes ikke lørdage, søndage, helligdage og grundlovsdag.

Købers fortrydelse efter udløbet af 6-dages fristen er betinget af, at køber betaler kommunen, hvad der svarer til 1% af købesummen. De nærmere regler findes i oplysninger om fortrydelsesret.

Lovgrundlag

Salg sker efter Indenrigs- og Boligministeriets bekendtgørelse nr. 396 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme.