Spring over kort (Tryk Enter)

Grunde

Lucernehaven, Ulsted

Lucernehaven ligger i den nordlige del af Ulsted by i en udbygget bydel.
Ulsted er en hyggelig by, der har skole, børnepasning, sportsfaciliteter, bibliotek og dagligvarehandel.
Her kan du etablere dig, på en grund der er til at betale, og få rolige omgivelser i et overskueligt bysamfund.

Der er ikke byggepligt på grundene.

Købstilbud skal være skriftlige og angive et fast beløb.
Købstilbud modtages, indtil der er indgået aftale om salg.
Grundene sælges på grundlag af indkomne acceptable købstilbud.

Kontaktoplysninger
For yderligere oplysninger om arealet, kan I kontakte: Lene Morthensen på
tlf.: 25202346 eller mail: lene.morthensen@aalborg.dk.

2  1

2008-44377-58
22. januar 2026

Lucernehaven

På Lucernehaven sælger Aalborg Kommune 6 parcelhusgrunde. Grundene, der er vist på vedhæftede salgsrids (bilag 3), er i størrelserne fra 911 m² til 915 m².

Parcellerne ligger naturskønt i den nordlige del af Ulsted i et eksisterende parcelhuskvarter, ud mod nyplantet skov.

Bebyggelse og benyttelse

I lokalplan nr. 4.04 ”For et område i den nordlige del af Ulsted”, er området udlagt til åben-lav boligbebyggelse. Den maksimale bebyggelsesprocent er fastsat til 25.

Terrænet er fladt. Der må ikke etableres udkørsel fra grundene til Langtvedvej.
Lokalplanen er vedlagt (bilag 4).

Mindstepris

Grundene sælges for højeste bud over 95.000 kr. inkl. moms.

Købesummen betales kontant ved skødets underskrift.
Med overtagelsesdagen som skæringsdag udfærdiges der refusionsopgørelse, hvis saldo berigtiges kontant ved påkrav.

I købesummen er inkluderet den almindelige byggemodning af området, herunder anlæg af, interne kloakker, veje og stier med tilhørende belysning. Købesummen inkluderer tilslutningsbidrag med mindre andet er anført under følgende afsnit.

Grundene er i øvrigt byggemodnede og kan bebygges straks.

Tilslutningsafgifter

Uden for købesummen betales tilslutningsafgifter i henhold til nedenstående. Alle beløb er inklusive moms med mindre andet er anført.

Vand
For Lucernehaven 84,88 og 92 er tilslutningsafgiften indeholdt i den anførte mindstepris.
For Lucernehaven 86,90 og 94 refunderer Aalborg kommune den af køber afholdte tilslutningsafgift.
Ved ønske om tilslutning rettes henvendelse til Ulsted Vandværk for at få aftalt placeringen stik m.m. Stikledningen vil blive ført ind på grunden og afsluttet med stophane. Ejer betaler for stik på egen grund. Forespørgsler vedrørende vand kan rettes til:
Ulsted Vandværk, v/ Jørgen Jørgensen, Lucernehaven 6, 9370 Hals Tlf. 9825 4339

El
Tilslutningsafgiften udgør p.t. 23.500,00 kr. inkl. moms for installationer indtil 35 ampere. Forespørgsler vedrørende tilslutning samt betaling af tilslutningsafgifter kan rettes til: Nord Energi Net A/S, Ørstedsvej 2, 9800 Hjørring Tlf. 9924 5656 www.nordenergi.dk

Fjernvarme
For Lucernehaven 84,88 og 92 er tilslutningsafgiften afholdt med 6.875 kr. Betalingen af denne del skal ske direkte til Aalborg Kommune i forbindelse med skødeskrivning.
For Lucernehaven 86,90 og 94 betales tilslutningsafgiften til varmeværket i henhold til gældende takster.
Herudover kommer en grundafgift afhængig af bygningens størrelse samt udgift til stikledning m.m.

Forespørgsler vedrørende tilslutning samt betaling kan rettes til: Ulsted Varmeværk, Stadionvej 11, 9370 Hals Tlf. 9825 4330

TV-antenneforening
For udstykningsområdet er der etableret forbindelse til Vester Hassing Antenneforening.
Udgifterne til tilslutningsafgift og stikledning opkræves af antenneforeningen ved tilslutning.
Forespørgsler vedrørende tilslutning samt betaling af tilslutningsafgifter kan rettes til: Vester Hassing Antenneforening, Hvolgården 30, 9310 Vodskov. Der henvises også til www.vhaf.dk.

Kloak
Tilslutningsafgiften er indeholdt i den anførte mindstepris.

Når ejendommene er tilsluttet kloakken, betales et vandafledningsbidrag. Beløbet reguleres årligt.

Kloaksystemet, der er offentligt, er udført som separatsystem.

Rendestensbrønde, som udgør en del af vejanlægget, overtages dog ikke.
Stikledninger inden for grundgrænsen skal vedligeholdes af den pågældende grundejer.

Forespørgsler vedrørende kloak skal rettes til: Aalborg Kloak A/S, Norbis Park 100, 9310 Vodskov.

Etablering af diverse stik

El - og antennestik skal trækkes fra kabelskabene efter henvendelse til selskaberne.
Fjernvarmestik etableres efter henvendelse til Ulsted Varmeværk.
Vandstik etableres efter henvendelse til Ulsted Vandværk.
Der er etableret underføringer for tv og telefonkabler for så vidt disse krydser kørebanen. Der må kun gennem disse stik og rørunderføringer etableres tilslutning til hovedledninger.
Inden projektering af bebyggelse bør man derfor undersøge stikkenes placering. Ledningernes omtrentlige placering fremgår af ledningsplanen (bilag 5).
Oplysninger om stikplaceringer på den enkelte grund kan indhentes hos de respektive ledningsejere.

Jordbundsforhold

Der er ikke foretaget jordbundsundersøgelse af den enkelte grund. Køber opfordres derfor til at gøre sig bekendt med jordbundsforholdene forinden afgivelse af tilbud. Teknik og Miljø, Jura, Stigsborg Brygge 105, 9400 Nørresundby. 

Købstilbud og overtagelse

Købstilbud modtages, indtil der er indgået aftale om salg. Købstilbud skal være skriftlige og angive et fast beløb.

Overtagelsesdagen fastsættes ved nærmere aftale. Sælger forudsætter, at køber overtager ejendommen snarest muligt efter Geodatastyrelsens godkendelse.

Købstilbud skal være skriftlige og angive et fast beløb. Der kan således ikke afgives tilbud med variable beløb som eksempelvis ”højeste bud + x kr.”. 

Ved afgivelse af købstilbud skal du anvende selvbetjeningsløsningen "Indsend købstilbud på en grund/ejendom", som du finder under "Fold alle ud".

Grundene sælges enkeltvis for højeste bud over mindsteprisen. Tilbudsgivere kan således ikke forvente at kunne afgive bud mere end én gang.

Der kan kun afgives købstilbud på det antal grunde, tilbudsgiver ønsker at købe. Tilbudsgiver kan således ikke prioritere sine tilbud.

Hvis to eller flere tilbudsgivere har afgivet lige høje tilbud på den samme grund, vil kommunen søge at indhente overbud. Hvor et højeste bud ikke kan fremkaldes ved at indhente overbud, kan kommunen foretage lodtrækning mellem de bydende eller vælge frit mellem tilbuddene.

Aalborg Kommune er ikke forpligtet til at sælge ejendommene (til den udbudte mindstepris), men kan forkaste samtlige tilbud eller vælge frit imellem de afgivne tilbud eller søge at opnå overbud. Snarest efter tilbudsfristens udløb tager Aalborg Kommune stilling til de afgivne tilbud og meddeler foreløbig accept eller afslag eller søger at opnå overbud.

Købesummen skal betales kontant senest pr. overtagelsesdagen. Købesummen forrentes fra forfaldstidspunktet og indtil betaling sker med sædvanlig morarentesats, for tiden 9,75 % p.a.

Handelsomkostninger

Aalborg Kommune udfærdiger og ekspederer skøde. For denne ydelse betaler køber til sælger kr. 2.032,- inkl. moms. Derudover afholder køber tinglysningsafgiften. Afgiften er på kr. 1.850,- + 0,6% af købesummen (oprundet til nærmeste hundrede).

Udgiften opkræves af sælger samtidig med opkrævning af købesummen.

Købere, som ønsker advokatbistand, må selv afholde samtlige udgifter hertil.

Købstilbud

Vil du købe en grund, skal bud indsendes til Aalborg Kommune via selvbetjeningsløsningen ”Indsend købstilbud på en grund/ejendom”, som du finder på Aalborg Kommunes grundsalgshjemmeside under ”Fold alle ud”.

Når der afgives købstilbud, vil du/I modtage en kvitteringsmail på dit/jeres købstilbud i din/jeres e-boks. Hvis kvitteringsmail ikke modtages, er afgivelse af købstilbud ikke foretaget korrekt.
Vær opmærksom på at undervejs i afgivelse af købstilbuddet, skal du/I indtaste MitID flere gange.

Aalborg Kommune modtager kun købstilbud gennem selvbetjeningsløsningen. Købstilbud indsendt til Aalborg Kommune pr. brev eller mail tages ikke i betragtning.

Fortrydelsesret

Hvis vi kan acceptere Deres tilbud, vil vi fremsende en skriftlig accept. Indtil dette tidspunkt kan De frit tilbagekalde Deres tilbud.

Er ejendommen hovedsagelig bestemt til beboelse for køberen gælder efter lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom en fortrydelsesret. 

Fortrydelsesretten er beskrevet nedenfor under "Oplysning om fortrydelsesret".

Bekendtgørelsens bilag 1

Oplysning om fortrydelsesret

De kan træde tilbage fra (fortryde) en aftale om køb af fast ejendom, hvis De opfylder de betingelser, der fremgår af dette bilag. De nærmere regler om fortrydelsesretten findes i kapitel 2 i lov nr. 391 af 14. juni 1995 om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. og i bekendtgørelse nr. 950 af 8. december 1995 om oplysning om fortrydelsesret ved erhvervelse af fast ejendom m.v.

1. Generelle betingelser

1.1. Fortrydelsesfristen

Hvis De vil fortryde Deres køb, skal De give sælgeren eller dennes repræsentant, f.eks. en ejendomsformidler, skriftlig underretning herom inden 6 hverdage. 6-dages fristen regnes fra den dag aftalen indgås, uanset om aftalen er betinget af et eller flere forhold. Ved beregning af fristen medregnes ikke lørdage, søndage, helligdage og grundlovsdag. Hvis aftalen indgås ved, at De accepterer et salgstilbud fra sælgeren, regnes fristen dog fra den dag, hvor De er blevet bekendt med sælgerens tilbud. Underretning om, at De vil fortryde købet, skal være kommet frem til sælgeren eller dennes repræsentant, f.eks. en ejendomsformidler, inden fristens udløb. 1.2. Betaling af godtgørelse til sælgeren Hvis De vil fortryde købet, skal De endvidere betale et beløb (godtgørelse) på 1 procent af den aftalte (nominelle) købesum til sælgeren. Dette beløb skal være betalt inden udløbet af 6-dages fristen. Hvis købsaftalen er indgået eller formidlet for sælgeren af en ejendomsformidler, kan denne modtage beløbet på sælgerens vegne. De skal dog ikke betale det nævnte beløb, hvis sælgeren har opført ejendommen med salg for øje, eller hvis sælgeren har solgt ejendommen som led i sit hovederhverv.

2. Andre betingelser

2.1. Hvis De har taget ejendommen i brug

Hvis De har taget ejendommen i brug, f.eks. ved at flytte ind eller lade håndværkere udføre arbejde på ejendommen, skal De inden 6-dages fristens udløb stille ejendommen til sælgerens disposition. Hvis De har foretaget fysiske indgreb, f.eks. håndværksmæssige ændringer, eller andre forandringer på ejendommen, skal De inden 6-dages fristens udløb tilbageføre ejendommen til væsentlig samme stand som før indgrebet eller forandringen. Hvis De eller andre, der har haft adgang til ejendommen i Deres interesse, har beskadiget eller forringet ejendommen på anden måde, skal De inden 6-dages fristens udløb udbedre forholdet, medmindre beskadigelsen eller forringelsen er hændelig.

2.2. Hvis købsaftalen er blevet tinglyst

Hvis købsaftalen er blevet tinglyst, skal De inden 6-dages fristens udløb sørge for, at aftalen kan blive aflyst igen. Hvis De selv har anmeldt skødet til tinglysning, skal De således fremsende begæring til tinglysningskontoret om at få aftalen aflyst. Hvis det er sælgeren, som har sørget for tinglysning af skødet, skal De foretage det fornødne til aflysning af aftalen, f.eks. kvittere skødet til aflysning.

Kontakt os endelig ved spørgsmål.
Du kan skrive sikkert til Aalborg Kommunes grundsalg via NemID

Aalborg Kommune beskytter dine data, når du skriver til kommunen via grundsalgssiden. Læs her hvordan.

For at afgive et købstilbud på en eller flere grunde i Aalborg kommune, skal du gennemføre denne selvbetjeningsløsning

Når der afgives købstilbud, vil du/I modtage en kvitteringsmail på dit/jeres købstilbud i din/jeres e-boks. Hvis kvitteringsmail ikke modtages, er afgivelse af købstilbud ikke foretaget korrekt.
Vær opmærksom på at undervejs i afgivelse af købstilbuddet, skal du/I indtaste MitID flere gange.