Udstykning, arkæologi og jordbundsforhold

Det er vigtig for dig at kende din matrikel afgrænsning, arkæologien og jordbundsforholdene inden du går i gang med at bygge eller bygge om på grunden eller bygningen du har købt. 

Hvem sørger for den matrikulære udstykning af en grund?

  • Sælger sørger som udgangspunkt for den matrikulære udstykning. Det er indeholdt i de priser som kommunen har udbudt grunde og ejendomme til. Det kan dog i særlige tilfælde besluttes politisk, at køber betaler den matrikulære udstykning. 
  • Matrikulære sager er registreret hos Geodatastyrelsen og er med til at sikre dig dine rettigheder som grundejer. 

Er min grund undersøgt for fortidsminder når jeg overtager den?

  • Vesthimmerlands Kommune sørger altid for, at en grund undersøges af Vesthimmerlands Museum. En undersøgelse vil som udgangspunkt være færdig inden overtagelsesdagen. Dog kan der ved hurtig overtagelse og ved meget arkæologi på en grund ske forsinkelser. Udgiften til undersøgelserne er indeholdt i købsprisen. 

Hvordan er jordbundsforholdene på den grund jeg køber?

  • Vi har som udgangspunkt ikke undersøgt jordbundsforholdene på de enkelte grunde. Men i større udstykninger har vi altid taget prøver i området. Hvis det skulle vise sig, at bæreevnen på en grund ikke er så der kan bygges på grunden, så kan handlen gå tilbage. Alternativt, hvis vi kan opnå enighed, så sker der refusion for de dokumenterede ekstra udgifter, der måtte være i forbindelse med pilotering og fundering på en grund. 

Har naturen og beskyttelsen af den indflydelse på min bygning?

  • Hvis du køber en grund i et område, hvor der er registreret beskyttet natur eller beskyttede fortidsminder så vil det blive oplyst inden handlen gennemføres. Hvis du er interesseret i om du er i nærheden af den type natur, så kan det findes på www.arealinfo.dk