Salgsbetingelser

Når kommunen skal afhænde jord eller ejendomme, skal det ske efter kommunestyrelseslovens § 68, udbudsbekendtgørelsen samt med øje for de kommunalretlige grundsætninger.

 

Reservation af parcelhusgrunde
Parcelhusgrunde kan reserveres for 1 måned af gangen og bortfalder, såfremt den ikke fornys efter 1 måned. Man har selv ansvaret for at genreservere, hvis man ønsker at bevare sin reservation. 
Såfremt andre i reservationsperioden ønsker at købe grunden til den pris (mindstepris), der fremgår af hjemmesiden, skal der rettes henvendelse til den, som har reserveret grunden, og pågældende har herefter 3 hverdage til afklaring af, om man ønsker at købe grunden. Ønsker man ikke at købe grunden på dette tidspunkt, kan Thisted Kommune sælge den til anden side.

Højere bud end mindsteprisen ved reservation
En reservation er kun gældende, hvis ikke der fra en anden køber bydes en højere pris end den pris (mindstepris), som kommunen har fastsat. Hvis der bydes en højere pris, vil alle de interesserede købere få oplysning om, at Thisted Kommune har modtaget et købstilbud, der ligger ud over mindsteprisen. Man vil herefter få mulighed for at fremsætte et højere bud indenfor 7 hverdage. Grunden vil blive solgt til højestbydende. Thisted Kommune har pligt til at sælge til den højeste pris, der kan opnås.

Reservation af erhvervsgrunde
Det er muligt at reservere erhvervsgrunde i Thisted Kommune op til 1 år af gangen. En reservation løber fra datoen for henvendelse. Ved erhvervsjord gælder den samme procedure for højere bud end mindsteprisen, som ved boliggrunde. 

Overtagelsestidspunkt
Ved indgåelse af købsaftaler kan overtagelsestidspunktet være senest 3 måneder fra aftaledatoen.

Skødeskrivning og tinglysning
Thisted Kommune udfærdiger købsaftaler vedr. alle salg af bolig- og erhvervsgrunde.
Udgift til tinglysning af digitalt skøde ved salg af bolig- og erhvervsgrunde afholdes fuldt ud af køber, og det er derfor også køber, der afgør, hvem der udfærdiger skøde.
Det samme forhold er gældende ved salg af andre ejendomme og arealer i Thisted Kommune, bortset fra salg af grunde med bygninger på lejet grund (de tidligere udlejede ”statshuse” i Hanstholm), idet udgiften til udfærdigelse af digitalt skøde her deles med halvdelen til hver af parterne.
Thisted Kommune underskriver først det digitale skøde efter modtagelse af købesummen.
Udgift til tinglysning betales med halvdelen af hver af parterne.

Udgift til landinspektør
Udstykningsomkostninger afholdes af Thisted Kommune.
Såfremt der er tale om opdeling af allerede udstykkede grunde, betales udgiften dog af køber.
Ved salg af småarealer og lignende betales udgiften af køber.

Byggepligt og køberet

Køberen skal senest 2 år efter skødet er tinglyst på grunden have påbegyndt opførelse af en beboelsesejendom (eller en erhvervsejendom med en bebyggelsesprocent på minimum 50% af den for grunden gældende maksimale bebyggelsesprocent). Beboelsesejendommen/erhvervsejendomme skal være opført og færdigmeldt senest 3 år efter overtagelsesdatoen. 

Overholdes disse forpligtelser ikke hver for sig, har kommunen en køberet, idet kommunen i så fald er berettiget til mod tilbagebetaling af 90% af købesummen uden tillæg af renter, skatter eller anden godtgørelse samt omkostningsfrit at forlange ejendommen tilbageskødet. Køberetten skal udnyttes skriftligt senest 2 måneder efter, at kommunen er eller burde være blevet bekendt med de omstændigheder, der udløser køberetten.

Ovenstående frister parallelforskydes, hvis en forsinkelse af ibrugtagningstilladelse er en fælge af forhold, der er opstået uden købers skyld, og over hvilke køber ikke er herre, fx. arkæologiske udgravninger, der overstiger det, som køber, jf. ovenstående, kunne forudse, krig, uforudsete naturbegivenheder, brand, strejke, lockout eller hærværk. Endvidere parallelforskydes fristerne, hvis forsinkelsen skyldes offentlige påbud eller forbud, som ikke skyldes købers egne forhold. 

Køber er ikke berettiget til at videresælge ejendommen eller dele heraf, eller foretage matrikulære ændringer af ejendommen, uden at have opfyldt byggepligten i nærværende bestemmelse, medmindre der indgås særskilt aftale herom med kommunen. 

Berigtigende advokat er forpligtet til for købers regning af begære nærværende bestemmelse tinglyst som servitutstiftende på ejendommen med Thisted Kommune som påtaleberettiget. 

Der er mulighed for at søge om dispensation fra de gældende betingelser om byggepligt og køberet.

Jordbundsforhold

Sælger påtager sig intet ansvar for jordbundsforholdene.

Køberen har ret til inden 3 uger fra datoen for modtagelsen af kommunens accept af tilbuddet for egen regning at lade foretage undersøgelse heraf, og såfremt det dokumenteres, at grundens beskaffenhed er således, at der ved bebyggelse skal ske større ekstra fundering og/eller piloteres, kan køber træde tilbage fra handlen, hvilket skal ske omkostningsfrit for sælger, og uden at køber i den anledning kan rejse nogen form for krav om erstatning eller forholdsmæssigt afslag overfor sælger.

Specielle forhold omkring salg af grunde i Hanstholm by vil fremgå af købsaftalen for de områder, hvor det er nødvendigt.